Interessen for politik og samfundet kom ikke, fordi jeg blev madet med politiske diskussioner ved middagsbordet. Langt fra. Derhjemme var samtaleemnerne centreret om F.C. København eller min fars anekdoter fra skurvognen samt det obligatoriske spørgsmål, om hvordan ens dag havde været.

 

På trods af de fåtallige politiske diskussioner med en frikadelle fægtende på gaflen, pirrede det dog stadigvæk i fingerspidserne, når argumenterne skulle udfordres i samfundsfagstimen. Ved folkeskolens afslutning havde vores klasselærer lavet en sætning om os alle. Min lød: ”Har let til latter og kaster sig gerne ud i vilde debatter.”

 

Begge dele har jeg taget med videre fra folkeskolen.

​

Jeg er født i den lille, nordsjællandske by Fredensborg, der trods sin geografiske placering ikke har meget glamour og glimmer over sig. Hele min mors og fars familie er håndværkere af forskellig art, men jeg kan ikke sætte en hylde op lige, selv ikke hvis det gjaldt mit liv. Jeg fik i stedet en flot, rød hue og lært lidt Bourdieu.

​

Lyd er en essentiel del af min hverdag, og opvasken bliver sjældent taget, uden at mine Bose-høretelefoner er plantet på hovedet af mig. Et heftigt overforbrug af amerikansk rap og politiske podcasts har skabt en spøjs symbiose af Knud Brix og Pop Smoke i mine øre.

​

Når øregangene skal have noget fred, holder jeg af fordybelse i litteraturen og det skrevne ord. Jeg er del af en fiktions-skriveklub, hvor vi skriver, giver feedback og anmelder litteratur. Og så har jeg i over 15 år haft sæsonkort til F.C. København, hvor jeg altid vender hjem med hæs stemme efter konstante følelsesudbrud.

​

Man skal tage del i samfundet. Min mor stod altid bag disken, når der skulle sælges slik til det lokale fodboldstævne, min far satte ølteltet op, og jeg samlede skrald med min onkel. Den opdragelse har jeg taget med videre. Men nu er det ikke længere fodbold, der er i centrum for frivilligheden, det er politik, hvor jeg primært modererer debatter om udenrigspolitik.

​

Gennem mit erhverv i Det Udenrigspolitiske Selskab har jeg lært de sociale koder, når man skal tale med en minister, men i mit tankesæt er der ikke forskel på høj eller lav. Det gør, at jeg tør gå til den – også selvom de har en prestigefyldt titel. Jeg er oprigtig nysgerrig på de løsninger, der bliver præsenteret - og om de holder vand.

​

Konfrontation er egentlig ikke min kop te. Hvis jeg får den forkerte sodavand, siger jeg sjældent noget. Men når jeg iklæder mig journalistdragten, ændrer jeg karakter. Det er vores ansvar, at meningsdannere og magthavere bliver udfordret, og det ansvar påtager jeg mig gerne. Jeg kan høre, når folk snakker udenom, og er ikke bleg for at insistere på et svar.

​

Modtageren skal klædes ordentligt på. Det gøres bedst ved kritisk journalistik, der afprøver afsenderens argumenter for at få nuancerne frem. Det nørdede, dybdegående journalistik står mit hjerte nært, men jeg skiftede også spor fra akademikerverdenen, fordi jeg er tiltrukket af det hurtige tempo - så længe det er pågående og retfærdigt behandlet.

​